Christen Sørensen
Roland Christensen
(1761-)
Anne Marie Hansdatter
(1749-)
Sidsel Rolandsdatter
(1786-1854)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Peder Olesen

2. Lars Larsen Andrup

Sidsel Rolandsdatter

  • Født: 2 Apr. 1786, Nors Thisted Amt
  • Parforhold (1): Peder Olesen
  • Ægteskab (2): Lars Larsen Andrup den 21 Okt. 1821 i Vor Frue Kirke Aarhus
  • Død: 30 Apr. 1854, Storring i en alder af 68 år
  • Begravet: 3 Maj 1854, Storring Kirkegaard
Billede

punkttegn  Notater:

fra 1. januar 1986 til 1. januar 1987 (131 år efter dødsfald)
Annales 1986 - Galten Egnsarkiv

Delt note:
Sensitive:0
1986
Omtale
Afskrift af
Galten Egnsarkiv, Annales 1986.
"Kvinden, der bedrev mystiske kunster. Om Sidsel Rolandsdatter."
Sidst i november 1821 kom et par velklædte kvindemennesker ved aftenstid ind til en Gaard i Rosmus og bad om nattekvarter. De var Kloge Folk, sagde de, og kunne kurere alle mulige sygdomme. De var netop nu blevet kaldt ud til en stakkels syg kone, men havde uheldigvis glemt baade hendes navn og bopæl, hvorfor de nu søgte hende fra by til by.
Gaardmanden og hans Kone tog vel imod dem, og man sad og snakkede en tid, inden man gik til ro.
Næste morgen spurgte de fremmede, om der var en rød kat i gaarden. Manden og Konen forsikrede, at der ingen rød kat fandtes i hele byen. Med ængstelse og betænkelige miner fortalte kvinderne nu, at de om morgenen havde set en rød kat gaa over gaarden, og at dette sammen med andre tegn, der var iagttagne, betød en stor ulykke for gaardens ejer. Resultatet blev, at de fik manden og konen bildt ind, at der forestod dem en frygtelig ulykke. Den ene af dem skulle hænge sig inden længe, eller paa anden maade komme ulykkeligt af dage. De kloge kvinder var dog i stand til at afværge ulykken, hvis manden inden solnedgang havde tilvejebragt det fornødne, som bestod i 300 rigsbankdaler foruden en del mere.
Den bestyrtede Mand kastede sig straks til hest og red om til venner og bekendte og var ogsaa saa heldig at faa de 300 daler skrabet sammen. Pengene blev overgivet til de fremmede kvinder sammen med følgende klædningsstykker: en blaa vadmels kvindefrakke med sølvhager, en fruentimmer- klædning, to brune silkehalstørklæder og syv andre kvindhalstørklæder, to par blaa og to par hvide strømper samt 2 stor tinfade.
Den 1. december skulle manden køre kvinderne og deres gods til Randers, men da de kom til Hørning, gav de ham lov til at vende tilbage med paalæg om at møde dem niendedagen derefter i Randers hos en navngiven bager for at faa tilbageleveret de 300 rigsbankdaler saavel som alt det øvrige, ubeskaaret og i god stand. Han skulle nu ufortøvet begive sig paa hjemvejen, thi det gjaldt hans liv at være hjemme inden solnedgang. Ved afskeden lovede kvinderne ham at passe vel paa sager og penge, der hos dem skulle være lige saa sikre, som de laa i hans kones dragkiste, og sluttelig paalagde de ham at iagttage den dybeste tavshed, indtil de mødtes i Randers.
Manden kom hjem i betimelig tid og indfandt sig altsaa 9 dage senere paa det aftalte sted i Randers. Men der kendte man intet til sagen og havde hverken set kvinderne, pengene eller tøjet.. Det begyndte nu at gaa op for manden, at han var blevet bedraget, og efter hjemkomsten forsøgte han at opspore de to forslagne kvindemennesker. Han kom saa langt som til Kolding og maatte saa opgive ævret og overlade resten til øvrigheden.
Hen paa vinteren lykkedes det ogsaa politiet at finde bedragerne. Det var Sidsel Rolandsdatter fra Storring og hendes datter Anne Marie. Sidsel var af natmandsfamilie og havde tidligere boet i Natmandshuset ved Aarhus, men var sammen med sin mand Laurs Andrup, kaldet "Tambour" eller "Døve Laus" - døvheden gjorde sig især gældende, naar politiet vilde tale med ham - flyttede til Storring i 1820'erne. Han var glarmester og kørte sammen med sin kone rundt om i landet og "satte ruder i".
Sidsel var i besiddelse af megen talefærdighed, kunne græde, naar det syntes passende og var baade snu og snedig. Som man vil have set af det foregaaende, var hun en "hjælpsom natur", naar det gjaldt om at afværge en stor fare, selvfølgelig mod et passnde vederlag.
Nogle aar senere - det var 1. maj 1836 - kom "Døve-Laus" og Sidsel kørende til husmand Jens Olesen pa° Mørke mark. Glarmesteren skulle sætte nogle vinduesruder i, og de fik lov at overnatte i laden. Da husmandens kone næst morgen gik ud for at malke køerne, fortalte Sidsel, at hun to gange om natten havde haft besøg af en hare, der havde indgivet husmandens hest en vis drik. Da haren kom tredje gang afværgede Sidsel dette. Hun tilføiede, at hvis husmandsfamilien ikke søgte raad, ville alt hvad levende de ejede, om kort tid uddø, og manden komme til at tigge sit brød. Sidsel skulle gerne gøre, hvad hun formaaede for at afværge den forfærdelige ulykke. Foreløbig maatte hun have 5 rigsbankdaler, og dem fik hun med det samme., og medens de drøftede situationen, udtalte hun sin forbavselse over, at et spøgelse laa nedgravet foran familiens seng og havde ligget der i 9 aar. De vadede saa at sige dagligen paa aarsagen til den kommende ulykke. Hun ville derfor meget tilraade, at de gravede uhyret op.
Den arme Jens Olesen gravede sveddryppende i lergulvet. Imedens yttrede Sidsel, at saa snart spøgelset viste sig, skulle han øjeblikkeligt gribe det, da det eller sank dybere og dybere ned. Ved at komme en halv alen med i jorden bemærkede han en sort skabning. Den skrækslagne mand tog mod til sig og greb krabaten om halsen. Det var skindet af en død muldvarp, udstoppet med sand og sten. Sidsel greb gespenset, løftede det op og paastod, at det vejede til 60 rigsbankdaler, som i hast maatte fremskaffes og pengene tillige med spøgelset brændes hurtigst muligt. Hun fik straks pengen.
Ild blev gjort paa skorstenen, medens Sidsel indviklede pengene i gammelt papir og selv ville brænde dem bagefter. Husmanden blev beordret til at brænde spøgelset. Med bankende hjerte stod han "omhyldet af røg og forpestende stank og holdt spøgelset over baalet, for at det ikke skulle springe bort".
Glarmesterfamilien drog nu bort, idet Sidsel bemærkede, at hun i 9 nætter skulle til 9 forskellige kirker og pa° hvert sted samles med Fanden og adskillige troldhekse. Heksene skulle være anklagere og Sidsel forsvarer for husmanden og hans kone.
En 10-12 dage senere kom Sidsel igen. Hun skulle have nogle klædningsstykker og noget bohave til den onde, men havde i øvrigt en hilsen fra "ham selv" om 25 rigsbankdaler i rede penge, og hvis han ikke fik dem, var deres liv omsonst. Jens Olesen havde ikke pengene, men for at redde sit liv skyndte han sig til Thorsager, hvor han laante pengene af en bekendt. Imidlertid havde Sidsel paalagt hans Kone ikke at omtale sagen til noget menneske, thi saa var det hele forgæves. Bohavet og klædningsstykkerne skulle manden køre til Uggelhuse. Paa den maade fortsatte Sidsel med 2-3 Uugers mellemrum at udplyndre den arme husmand. Til sidst maatte han pantsætte en hest for 30 rigsbankdaler hos gaardmand Peder Lykke i Ugelbølle, thi hvis pengene ikke præsteredes, vilde Fanden hente ham og hans kone. Sidsel skulle saa gøre, hvad hun formaaede og haabede da ogsaa det bedste, eftersom hun havde vist "ham selv" adskillige tjenester. Forhandlingerne var imidlertid meget vanskelige, og for at faa det til at glide bedre forlangte hun en dag et lam til frokost for "ham selv" og anklagerne, hvad hun ogsaa fik
Adskillige gange havde Jens olesen maattet transportere saa det ene, saa det andet til Uggelhuse, og han fik nu henstand med yderligere betalinger indtil Mortensaften, paa hvilket tidspunkt han skulle rykke ud med 31 rigsbankdaler, 9 skpr. rug, 9 skp. kartofler, svins flæsk, 3 faar og nok et lam, mel gryn malt, en morter, et bryggerkar og en kedel. Alt dette skulle gennen Sidsel Rolandsdatter leveres til Fanden, og de var saa befriede for videre tiltale. Overflødighed af formue og tredobbelt velstand ville strømme ind til dem.
Pa° vejen hjem efter at have afleveret alt dett kom Jens Olesen imidlertid i tanker om, at han vist havde baaret sig tosset ad. Han sad og regnede ud, at Sidsel i løbet af de sidste 3 maaneder havde faaet 135 rigsbankdaler i penge, 66 alen hørlærred, 7 par lagner, 10 særke og i øvrigt alleha°nde beklæd- ningsgenstande, fødevarer m.m. Det meste af hans formue var gaaet i løbet, og efter samraad med sin familie gik han til en prokurator i Randers, der foretog den fornødne henvendelse til øvrigheden.
Sidsel blev sat fast, men paastod sig uskyldig. Hense virksomhed havde bestaaet i at afvende en ulykke, og det maatte kaldes en fortjenstfuld gerning.
Paa samme tid dukkede en anden lignende sag af noget ældre dato op. Aftægtsmand Peder Pedersen Overgaard af Karlby forklarede, at Sidsel omkring 1815 var kommet til hans moder og havde bildt hende ind, at aarsagen til hendes datters sygdom var noget, der laa nedgravet paa forskellige steder i gaarden., ligesom hun forklarede, at der forestod gaardens kreaturer en stor ulykke. Det havde kostet 900 rigsbankdaler og en del sengeklæder, gangtøj og fødevarer for at faa Sidsel til at afværge ulykkerne. I de følgende aar var hun af og til kommet til gaarden og havde under forskellige paaskud fralistet beboerne penge og varer.
I forhørene indrømmed Sidsel rigtigheden af en del af disse beskyldninger, rigtignok udlagt paa en anden maade, og den 12. December 1837 faldt der dom i sagen ved landsoverretten i Viborg. Hun blev dømt til 2 aars tugthusstraf for at have " udøvet mystiske kunster, bedragerier og kvaksalveri etc."
Sidsel Rolandsdatter og hendes mand "Døve Laus" boede i et hus ved gadekæret i Storring, senere i fattighuset, uden at de dog fik understøt- telse af sognet. "Døve-Laus" døde 25. febr. 1853, omtrent 93 aar gammel, og lærer Weiersøe skrev en gravskrift over ham. En vinternat det følgende aar opstod der ild i fattighuset, og Sidsel blev baaret ud i ret forbrændt tilstand. Efter et langt og smertefuldt sygeleje døde hun pa° sygehuset i Aarhus den 30. april 1854.
Sidsle og Laus efterlod sig 4 børn. Hun skal i sin ungdom have været meget smuk.
Efterskrift.
Lars larsen Andrup og Sidsel Rolandsdatter maa være flyttet til Storring mellem 1825 og 1827, idet den yngste datter blev døbt i Storring kirke i 1827. De 4 ældste børn er derimod ikke at finde i kirkebogen. Hvor familien kom fra lader sig heller ikke udled af tilgangslisten. Man har aabenbart glemt at melde sig hos sognepræsten, saadan som tilflyttere paa den tid havde pligt til. Et andet eksempel paa denne lidt uhøjtidelige holdning til de registrerende myndigheder er, at Lars fra 1840 til 1845 er blevet hele 12 aar ældre, hvilket folketællingslisterne kan bevidne.
I kirkebogen er optegnet, at Lars Andrup døde den 26/2 1853 som 90 aarig, og Sidsel kom som omtalt i artiklen ulykkeligt af dage aaret efter. Hun var da 70 aar. Ved hendes begravelse den 30/4-1854 noterer Præsten, at hun var blevet slemt forbrændt ved en brand, og at hun siden har været indlagt paa amtets sygehus.

Billede

punkttegn  Om :

• Tugthus. Har været i Tugthus flere gange for bedrageri


Billede

Sidsel havde et forhold til Peder Olesen.


Billede

Sidsel blev derefter gift med Lars Larsen Andrup den 21 Okt. 1821 i Vor Frue Kirke Aarhus. (Lars Larsen Andrup blev født i 1763 i Andrup Hobro, døde den 26 Feb. 1853 i Storring og blev begravet den 3 Mar. 1853 på Storring Kirkegaard.)




Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 7 Jun. 2019 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af mail@bent-mortensen.dk